Osteopati til hjernerystelse - Post commotio syndrome (PCS)
Hvert år lider 25.000 mennesker i Danmark af en akut hjernerystelse. De fleste tilfælde af hjernerystelse findes i alderen 15-25 år, og det er angivet, at 1 % af alle skadestuebesøg relateret til fodbold og håndbold skyldes hjernerystelse (Pinner et al., 2003). Mange af disse patienter kommer sig hurtigt, men ca. 10 % af disse hændelser udvikler post-commotio-syndrom (PCS), som er hjernerystelsessymptomer, der varer ved i mere end 3 måneder (Permenter et al., 2022).
Variation af symptomer ved hjernerystelse
Konsekvensen af en hjernerystelse adskiller sig fra milde til mere alvorlige langvarige symptomer, som kan føre til tilhørende depression, andre psykiske lidelser og endda øget dødelighed (McMillan et al., 2011). På grund af variansen i de regioner og systemer, der er ramt af en hjernerystelse, er osteopatisk behandling essentiel.
Osteopatisk behandling og tilgang til hjernerystelse
Ifølge de Nationale Kliniske Retningslinjer varierer behandling af hjernerystelse fra patientuddannelse, træningsterapi, belastningsstyring, vestibulær træning, psykologisk behandling, optometrisk træning og manuel terapi (”National Klinisk Retningslinje om behandling af hjernerystelse.,” n.d.). En form for manuel terapi er Osteopati (OMT), som adskiller sig fra mange andre manuelle terapiformer ved ikke kun at fokusere på bevægeapparatet, men også omfavne det kraniosakrale- og viscerale system (Wetzler et al., 2017).
Navnet hjernerystelse
Udtrykket “hjernerystelse” blev først angivet af Hippokrates (460-370 f.Kr.) i de hippokratiske skrifter. I begyndelsen blev der ikke skelnet mellem de forbigående virkninger af hjernerystelse og alvorlig traumatisk hjerneskade, og den første klare separate erkendelse af hjernerystelse blev lavet af den persiske læge, Rhazes, i det 10. århundrede. Rhazes definerede hjernerystelse som en unormal fysiologisk tilstand snarere end en alvorlig hjerneskade (McCrory og Berkovic, 2001). I dag er der stadig ingen konsensus om definitionen af hjernerystelse mellem de forskellige
Mekanisk påvirkning
Den biomekaniske kraft som følge af et direkte eller indirekte slag mod hovedet, ansigtet, halsen eller kroppen resulterer ofte i en rotation af hjernen i forhold til kraniet. Hjernen fortsætter med at rotere, efter at kraniets bevægelse er stoppet, hvilket fører til øget belastning af fibrene i falx, tentorium og corpus callosum. Dette kan forårsage forstyrrelser i både det intrakraniale membransystem såvel som det neurologiske system, hvilket fører til lokale problemer relateret til kraniet, men også symptomer projiceret ind i andre systemer i den menneskelige krop (Hernandez et al., 2019). Hjernens rotation er mindre i tilfælde af en lineær kraftpåvirkning og tolereres bedre af membransystemet og de neurologiske strukturer. (Hirsch og Ommaya, 1970).
